|
Læserne på Dagbladet Børsen har siden maj 2007 haft mulighed for at opleve dagens online avis på en ny måde. Den elektroniske avis er opsat i Zmags’ platform, som viser en nøjagtig kopi af den trykte Børsen. Den indeholder samtlige artikler, billeder og annoncer fra den trykte version. Læseren kan bladre og hurtigt danne sig et overblik over dagens vigtigste nyheder.
”Vi trængte til at friske den online version af Børsen op”, fortæller Nicki Green, Password Manager på Dagbladet Børsen om baggrunden for løsningen.
”Her fandt vi Zmags’ løsning interessant, da de kunne tilbyde et nutidigt design, der opfylder vores læseres krav. Det vægtede også tungt hos os, at vi havde mulighed for at præge udviklingen og de funktioner vi ønskede at tilknytte. Hvilket vi også har gjort brug af”.
Hver side i den online avis kan nærlæses, og teksten står skarpt både på skærm og på papir, hvis læseren vælger at udskrive. Men kun hvis man har betalt. Børsens løsning er begrænset til abonnenter, så læseren må indtaste et gyldigt brugernavn og kodeord for at kunne læse avisen online. Derved kan Børsen også udvide dækningsområdet og tilbyde udenlandske abonnenter et særskilt produkt, hvor de kun har adgang til den online version.
Børsen udkommer alle hverdage, og dagens avis bliver skiftet ud om natten. Den færdige avis bliver sendt til trykkeriet, når den er klar. Samtidig bliver en PDF sat til at konvertere igennem Zmags API, som Børsens produktionssystem er kodet op imod. Zmags API er en automatiseret version af Zmags Publicator, som fremstiller en frisk udgave af Børsen efter nogle forudbestemte indstillinger.
Nicki Green forklarer:
”Det har selvfølgelig krævet ressourcer til at få systemerne til at tale sammen. Vi har arbejdet med en kort tidsfrist fra projektet begyndte, så vi oplevede lidt vanskeligheder i startfasen. Den risiko var vi bekendt med, og vi har oplevet at Zmags har haft både viljen og evnerne til at løse problemerne i opløbet. Så overordnet er vores forventninger blevet indfriet.”
|